Gartneri Toftegaard

Sælger planter til  private, og vi producerer selv størstedelen
af planterne her på stedet.

3500 m2 drivhuse har siden 1996 været rammen om Gartneri Toftegaards produktion. Det har været en fantastisk oplevelse, hvert år at opleve flere kunder der har fundet vej til os. Hovedparten af vores salg sker direkte fra vores drivhuse, hvor en stor gårdbutik inde i drivhuset er hjertet i vores produktion. Vi sælger også planter via vores netbutik i foråret. Her kan folk langvejs fra få planterne leveret hjem til deres hoveddør.

Vi åbner i foråret, hvor det store plantesalg går i gang. Vi beskæftiger os med planter til den spiselige have og har et stort udvalg inden for tomater, chilier, krydderurter og meget andet. Senere på året har vi smagninger af frugterne, hvor folk virkelig oplever, hvor godt og forskelligt f.eks. tomater kan smage.

Gartneriet sår næsten alle kulturene selv. Med et minimum af varme drives planterne frem, hvilket giver kompakte og robuste planter, som er klar til temperaturforholdene i et hobbydrivhus. Det er meget vigtigt at kunne rådgive vores kunder seriøst. Derfor er afprøvning af alle de sorter vi sælger en stor del af vores grundide:

Økologisk dyrkning og
afprøvning er vigtig!

Vi afprøver alle drivhussorterne i vores 'forstørrede hobbydrivhus'.

Sorterne skal vise, at de kan trives uden varme, uden kunstigt lys og uden sprøjtning. De bliver dyrket i jord, smagen er i centrum, og der skal selvfølgelig være et rimeligt udbytte. Hvert år registrerer vi flere hundrede  forkellige sorters egenskaber under disse forhold. Efter 10 år har vi afprøvet cirka 1000 chilisorter, cirka 1000 tomatsorter m.m. og har kasseret mange! Tit er det smagen, der skuffer. Chilisorter f.eks. skal vise, at de kan nå at modne.

Derfor har vi bl.a. en særlig variant af Jalapeno (verdens mest udbredte chilisort!), der hedder Jalapeno Early. Den kan nå at modne her i det kolde nord. Vi benytter biologisk bekæmpelse i gartneriet hele sæsonen.

Vi har også afprøvet mange gamle sorter med fantastisk gode egenskaber. Bl.a. Brandywine, bøftomaten. En sort fra 1885 og stadigvæk kåret som den bedste bøftomat i USA nogensinde! Den er blot ret tyndskallet, så en kommerciel produktion er umulig, men hobbyavlerne skal selvfølgelig prøve den!

Hvilke sorter egner sig til udendørsbrug, hvilke til krukke, hvordan er væksten i et hobbydrivhus? Spørgsmål vi kan svare på, fordi vi afprøver planterne under forskellige forhold, så brug vores erfaring.  Gartneriet har i dag 3 fastansatte gartnere plus flere sæsonansatte. Gartnerne har hver deres specialviden, så bare spørg løs. De seneste år har vi arbejdet rigtig meget med krydderurter, hvilket har resulteret i et kæmpe udvalg og en stor bog: 'Krydderurter, Bogen for urteelskere', så vi alle bliver klogere. I arbejdet med urterne har vi virkelig forsøgt at knytte dyrkning, valg af sorter og anvendelse sammen. Vi skal både vide hvilke vækstbetingelser, planterne trives bedst med og kunne vejlede om anvendelsesmuligheder i mad.

Tomatsmagning

Lørdag den 24. august 2024 kl. 13.00 – 15.30

Kom og smag på cirka 90 tomatsorter, hør et inspirerende og underholdende foredrag, se planterne og notér dig hvilke tomatsorter der skal være dine favoritter til haven og drivhuset næste år.

TOMATERNE er det store og altoverskyggende omdrejningspunkt denne dag! Vi skal smage, opleve planterne, diskutere dyrkning og meget mere under foredraget. Vi skal tale om anvendelse af denne verdens mest udbredte frugt, og der vil være små smagsprøver med tomatoverraskelser. Vores nøje udvalgte og fremtestede tomatsorter dyrker og høster vi selv, en høst vi bl.a. leverer til nogle af Danmarks mest anerkendte restauranter såsom Noma, Amass, Relæ samt Aamanns, hvis kokke vi er stolte af at have som nogle af vores nærmeste samarbejdspartnere.

Foredragsholder er Lene Tvedegaard, indehaver af Gartneri Toftegaard og forfatter til flere bøger.

KØB BILLETTER HER

Max. deltagere 140

Praktisk info:

Tidspunkt: Lørdag den 24. august 2024 kl. 13.00 – 15.30

Voksne 185 kr. - børn under 7 år er gratis. (Børn kun ifølge med betalende voksne) og kan købes HER. 

OBS: Du kan vise den ordrebekræftelse du modtager på din mail på din telefon eller på print ved indgangen.